Lisa Olesen

Så kom det. Så kom dagen. Dagen hvor den sidste eksamen skulle beståes. Beståes, og gerne beståes med en god karakter.

Dagen startede stille og roligt - lidt for tidligt. Men så var der heldigvis tid til en lur over bordet i grupperummet. Derefter var det tid til at bevæge sig over mod eksamenslokalet. Det var en lang tur - ikke fysisk, men psykisk. Sommerfuglene var begyndt at vågne i maven, og ville tydeligvis gerne ud. Klokken slog 10.50 - eller det gjorde den ikke, for det gør et ur ikke … især når det er på en mobiltelefon. Nå men eksamen begyndte, og Lise og jeg snakkede og forklarede som fik vi penge for det.

Vupti! Så var tiden gået, og vi måtte gå ud og vente på dommen. Pu ha, der gik lang tid! Vi kunne høre de snakkede derinde - og grinede også. Mon det var godt? Endelig åbnede døren sig, og vi måtte komme ind.

“Tillykke” startede Ina - læreren med at sige. Pu ha, så var vi i hvert fald bestået. Men vi havde heller ikke forventet andet. “Ja, det gik jo godt” sagde hun så. “Rigtig godt endda. I får 11!” What!!! Fantastisk!!! Vild jubel. Lise blev lige nødt til at bunde et glas vand for lige at kunne håndtere den nye information. Vi fik en masse flotte grunde for hvorfor vi lige havde fået denne karakter. Nogle af dem hørte vi da. Men tallet 11 stod bare tydeligt i vores bevidsthed. Jeg blev dog nødt til at samle mig om at høre efter, ellers var jeg nok begyndt at tude - og det går jo ikke.

Vi fik samlet vores ting sammen, og begyndte at svæve ned til diverse familie og venner - Det vil for mit vedkommende sige Thomas. Men han er jo også høj nok til at dække begge betegnelser. Da vi så endelig kom ned, havde jeg det som lille Lisa i børnehaven, der har leget fint hele dagen. Har måske faldet og slået sig, men har ikke rigtigt ladet sig mærke med det. Men så kommer mor - eller i dette tilfælde far - og så åbner sluserne og vandet begynder at fosse vildere end Niagara Falls. Jeg tudbrølede. Jeg blev dog nødt til at prøve at skrabe mig sammen igen, da jeg så at hele væksthuset kiggede mærkeligt på mig.

Men alt var godt. Jeg havde mit kæreste hos mig, jeg havde bestået min eksamen - og endda med et 11 tal og nu var jeg pædagog.

Puha, så er jeg så småt igang med min formodentlig aller sidste eksamen nogensinde - eller i hvert fald i lang tid! Det er både fedt, men også skræmmende, at man sådan skal ud i det virkelige liv hvor der er faste mødetider, og noget eller nogen man har ansvar for. Måske især det sidste - det med ansvaret - er det der skræmmer mest. Men det er vel bare at lukke øjnene og springe på hovedet ud i det - det er der jo ikke nogle der har taget skade af endnu …. med mindre det var fra broen eller et højt hus man hoppede. Men det kan man bare lade være med!

Det nye år er kommet, og hvad så? Er det en god måde at starte det nye år, med tømmermænd? Ikke i følge min krop i hvert fald. Jeg er vist ved at blive for gammel til det her! Altså ikke at holde nytår, men alt det vin der følger med. Jeg var først nogenlunde frisk kl 16, og maven er stadig ikke helt glad. Godt der er et år til næste gang!

Men jeg vil da lige benytte chancen til at sige tak for i går, til dem der var med til festen, og tak for et godt år til dem og alle andre jeg har været i kontakt med. Det nye år bringer for mit vedkommende en masse forandringer. Jeg bliver jo snart færdig som pædagog, og så håber jeg da at der bliver en plads til mig i det nye kommunesystem. Jeg har også planer om at begynde at tage kørekort inden for overskuelig tid - jeg skal nok advare i forvejen når jeg bliver vejbar! Så er det vel også tid til at begynde at løbe… Nu har vi jo skoven og en hund, så hører det sig jo til siger nogle. Mon ikke året også bringer andre spændende og nye ting med sig? Vi får se…

Men i hvert fald. Rigtig godt nytår til jer alle!